Tanker og bekymringer om en svær fortid kan fylde så meget, at der ikke er plads til nutiden.
Selvom du prøver at skubbe tankerne væk og glemme alt det svære og grimme, så vil det ofte vende tilbage i dine drømme eller når du er mindst forberedt på det. Det kan være som flashbacks, som lugte, lyde eller syn om dagen. Hvis du har oplevet voldsomme ting, som krig, fængsling, tortur eller flugt, kan det være, at du har fået PTSD.
Du kan for eksempel:
- have svært ved at sove og have mange mareridt;
- have problemer med at huske og koncentrere dig;
- let blive irriteret eller vred
- og helst ville være alene med dine tanker om fortiden;
- føle dig angst og forfulgt,
- eller trist og uden energi;
- have mange smerter skiftende steder i kroppen;
- have svært ved at arbejde eller være sammen med andre mennesker.
Det er reaktioner og tilstande, som heldigvis kan behandles. Og det betyder ikke, at du er psykisk syg. Men det betyder, at du har været udsat for noget meget voldsomt, stressende og unormalt, og at du reagerer helt normalt på det.
Men det kan være meget svært at leve med reaktionerne. Og din familie kan synes, at du har forandret dig som person eller du undgår at være sammen med dem.
Det kan også være for svært at dele de svære oplevelser med familien. Du vil sikkert også helst skåne og beskytte dem.
Derfor kan du have brug for hjælp til at tale med nogen, som forstår og kan holde til at høre om, hvad du har oplevet. Det kan du få i Oasis.
Det vil give dig en bedre nutid med bedre søvn, færre smerter, mere styr på tankerne og mere energi til dig selv og din familie.
Du kan også høre denne podcast om, hvad behandling går ud på og hvordan du kan undgå, at dine reaktioner går ud over dine børn.
Sådan bliver du henvist til gratis behandling
Kan du genkende nogle af symptomerne, og er du interesseret i at lære at få det bedre, skal du tale med din egen læge eller sagsbehandler i kommunen.
De kan henvise dig til behandling i Oasis ved at udfylde et henvisningsskema.
Skemaet skal underskrives af både dig selv og din læge.
Du bliver herefter indkaldt til en samtale - altid med gratis tolk. Uanset hvor længe du har været i Danmark.
Her kan du læse på dit eget sprog om, hvad behandlingen gå ud på og hvordan du bliver henvist.