Fatima Alkada er født og opvokset i Syrien. Hun har gået i grundskole, men aldrig arbejdet uden for hjemmet, og hendes familie flygtede fra krigen i Syrien efter at have oplevet bombeangreb og set familiemedlemmer blev dræbt. Hendes mand flygtede først, mens hun ventede med børnene, til han var i sikkerhed. Hun blev tilbageholdt sammen med børnene af regimet og forhørt om, hvor hendes mand var. Det lykkedes hende dog at komme fri og blive familiesammenført med sin mand i Danmark i 2017.

I begyndelsen klarede Fatima Alkada sig godt i Danmark, i sprogskolen og kom i praktik i en børnehave. Men efter hun havde født sit tredje barn, som fik nogle krampeanfald der gjorde, at hun blev bange for, at han skulle dø, kunne hun ikke længere koncentrere sig i skolen og tåle støjen i børnehaven. Hun blev derfor henvist til Oasis med PTSD. Hun led desuden især af dødsangst og bekymring for børnene, fordi hun havde oplevet, at regimet bombede en begravelse i nærheden af familiens hjem.

Selv om Fatima vidste, at hun var i sikkerhed i Danmark, kunne hun ikke styre sine løbske tanker og forestillinger om, at hendes mor eller børn ville blive dræbt eller døde af sygdom. Hun blev grebet af panik og angst og kunne græde i timevis, indtil hendes mand fik beroliget hende. Fatima Alkada led så meget af angst, at det i perioder ikke var muligt for hende at forlade sit hjem og sine børn. Det gjorde det også vanskeligt for hende at møde til behandling flere gange om ugen i Oasis, og derfor stoppede hun igen. Men det lykkedes i andet forsøg og hun siger ved det afsluttende statusmøde:

"Mine mål med behandlingen var at få mindre angst, mere ro og lyst til at være sammen med veninder igen. Jeg har nået det hele!"

"Nu er jeg også parat til at komme i praktik og i arbejde eller uddannelse - jeg vil uddanne mig til noget med børn."

Lilas Hatahet havde håbet på et quickfix, som kunne fjerne hendes mareridt, flashbacks – og ikke mindst konstante uro i kroppen, som stammede fra krigen, fængslingen og senere flugten via Egypten, Tyrkiet, Grækenland og til sidst til Danmark i 2014. Hun kom til Danmark, fordi hun havde hørt, at der kom færrest flygtninge til landet, så mulighederne for job var størst. Det tog 6 måneder at komme igennem asyl-processen, fordi hun som kritisk journalist mod både Assad regimet, Islamisk Stat og oppositionen i Syrien skulle igennem mange asylsamtaler i Sandholm. Til sidst blev hun boligplaceret i Odsherred kommune – langt fra København, hvor det engelsksprogede web-bureau, som hun senere blev ansat i, lå. En socialrådgiver og veninde anbefalede, at hun fik traumebehandling på baggrund af hendes oplevelser som kritisk journalist under det tidlige arabiske forår i Syrien.

Lilas Hatahet var egentligt mest bekymret for sine to sønner på dengang 5 og 7 år, som hun var flygtet alene med. Først til Egypten og siden til Danmark. Især hendes ældste søn led af mange mareridt og angst. Så derfor insisterede hun på, at børnene skulle i behandling.

Pandoras traumeæske

   ”Da vi først fik åbnet Pandoras æske, kom alle vores traumer op,” forklarer Lilas Hatahet, som husker den første tid i Danmark som meget stressende, fordi hun var alene med sine to børn og samtidig arbejdede fuld tid som journalist i København, hvor hun pendlede frem og tilbage for at hente fra fritidshjem, købe ind og lave mad. Krigen i Syrien, som Lilas dækkede på afstand, blussede også samtidig op og mindede hende om fortiden.

   ”Det kom helt bag på mig, hvor stresset jeg var og at min krop også reagerede så voldsomt. Først syntes jeg det gik alt for langsomt – især i kropsbehandlingen. Men da jeg lige pludselig fik et kæmpestort blåt mærke på låret og jeg ikke kunne trække vejret, troede jeg, at jeg var ved at få hjertestop, og så begyndte jeg at tage behandlingen mere alvorligt,” griner Lilas. Og tilføjer, at hun hele tiden havde tænkt, når kropsbehandleren sagde; `Træk vejret dybt´, at det kunne ikke betale hendes regninger, så derfor var hun nødt til at knokle på og havde ikke tid til at slappe af.

Stress smitter - timing hjælper

Lilas Hatahet, som i dag er helt smertefri og stadig arbejder fuld tid som journalist, mener, at timing er det vigtigste for, at behandlingen for PTSD skal lykkes. Ellers er det ”Investment without result .” Hun mener også, at medicinen mod depression og uro har hjulpet hende. Hun har fået større fornemmelse af kontakten mellem sine følelser, krop og psyke. Der er heller ikke så store udsving i hendes humør længere. Hun er blevet mere rolig i forhold til sit arbejde og i forhold til børnene.

   ”Det hjalp virkelig meget at lære at slappe af og trække vejret dybt – og det smittede også af på min måde at være mor på: Jeg skriger stadig nogle gange af dem, men det sagde psykologen er normalt! Jeg følte mig virkelig godt behandlet og fik en oplevelse af, at jeg ikke er den eneste i verden, som har problemer,” forklarer Lilas Hatahet, som også tilskriver sine gode oplevelser med behandlingen, at hun følte sig behandlet som et menneske – ikke bare en flygtning.

Livet i små slurke

   ”Flygtninge er ikke bare flygtninge. De er mennesker med et langt liv bag sig og jeg har lært, at mine reaktioner på krigen var normale og nu kan jeg stole på andre mennesker igen, fx i forhold til at lade andre passe mine børn og ikke smitte dem med min stress,” siger Lilas Hatahet, som også mener, at Oasis har lært hende at værdsætte de små ting og tage livet én dråbe ad gangen.