Spild af tid, penge og menneskeliv

Paradigmeskiftet i dansk udlændingepolitik, som blev vedtaget af et bredt flertal i folketinget i 2019, har nu fået de første menneskelige konsekvenser: Afslag på opholdstilladelser til unge kvinder og mænd fra Syrien, som ellers har gjort som regeringen har sagt; lært dansk, taget uddannelser og taget Danmark til sig som deres nye hjem "for dem, der kan og vil", som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i 2015, da 10.000 flygtninge kom til Danmark. Det såkaldte paradigmeskift er betegnelsen for en række lovændringer, der skal forhindre, at ni ud af ti flygtninge ender med at blive i Danmark. Målet er, at alle flygtninge skal sendes ud, når der er fredeligt i deres hjemlande. Loven lægger siden 2019 vægt på, at flygtninges arbejde, uddannelse og sprogkundskaber fremover skal tillægges mindst mulig vægt, når det skal afgøres, om man skal have lov til at blive i Danmark eller ej.  Det kan de syriske unge mænd og kvinder nu helt bogstavelig talt mærke. En af de unge, der står til at blive udvist, er sygeplejerskestuderende, Faeza Ibrahim Satouf. Hun troede tydeligvis ikke på, at belønningen for sin indsats blev et afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Hun har jo netop fulgt Lars Løkke Rasmussens opfordring i Folketingets åbningstale 6. oktober 2015: "Hovedvejen til Danmark er uddannelse og arbejde"

Familiekriser og behandlingssammenbrud

Aya Abu-Daher er ikke den eneste, som bliver påvirket. Familien Al Asseh Amini bliver splittet, fordi deres 27-årige datter, som er hjemmeboende, mens hun studerer til ingeniør, er blevet afvist. Det påvirker hele familien, at et af børnene får afslag på opholdstilladelse, mens resten får lov at blive. Familier, som er henvist til behandling i Oasis, bliver så kriseramte, at de ikke engang kan gennemføre traumebehandlingen, fordi splittelsen ribber op i alle de gamle sår fra krigen, hvor familiemedlemmer er blev spillet ud mod hinanden eller adskilt under flugten. Den krise, alle mennesker rammes af, når deres fundamentale sikkerhed og familieliv bliver truet. Dansk Folkepartis aftryk på finanslovsaftalen i 2019 er dermed blevet til rå virkelighed for de mennesker, som betaler for politisk-strategiske forhandlinger på Christiansborg og som hensætter dem til at fortsætte deres liv uden uddannelse og behandling i et udrejsecenter, fordi Danmark ikke har indgået en udrejseaftale med Assad-regimet og som eneste land- udover Ungarn - anser Damaskus-området for sikkert.

Spildte kræfter og fremtidsborgere

Set fra et behandlings-, borger- og integrationssynspunkt er det skønne spildte kræfter, penge og fremtidsudsigter for mennesker, der ellers kunne berige vores samfund. Ikke mindst i en tid, hvor vi mangler sygeplejersker og ingeniører, som det fremgår af positivlisten, men som de afviste ikke vil kunne benytte sig af, fordi de ikke må fortsætte med at uddanne sig, mens de sidder på et udrejsecenter.  Danmark har tilmed de sidste tre år fået historisk få asylansøgere. Blot 73 flygtninge er i 2021 blevet boligplaceret i kommunerne ifølge Udlændingestyrelsen. Det burde derfor være overkommeligt for Danmark, som tre borgmestre allerede har meldt ud i Altinget, at huse, behandle og integrere de få og de afviste - til glæde for de mange - familier og medborgere i fremtidens Danmark. Læs også Oasis´ kommentar i Dagbladet Information