Det er optakten til den lange og farefulde rejse mod håb, som Omid begiver sig ud på, da han i sidste øjeblik fortryder at lade sig sprænge i luften og dræbe uskyldige mennesker.  Omid betyder håb og er navnet på den 16-årige dreng, som en gruppe uledsagede mindreårige drenge fra Afghanistan har fundet på og skrevet en historie om i det narrative og kreative gruppeforløb, som netop er afsluttet i Oasis.Historien om Omid er fiktion, men med mange elementer fra drengenes egne liv. Det var én af de anvendte metoder i behandlingsforløbet, at deltagerne skulle skrive om Omid og hvordan han var nødt til at flygte og om hvilke oplevelser han kom igennem på sin vej til Danmark. Drengene var i begyndelsen lidt tøvende og distancerede til fortællingen, men gradvist blev de mere og mere optagede og begyndte at tale i 1. person nutid:   ”Det er sandheden om, hvordan det har været. Det er enten ting, som jeg selv har oplevet eller ting, som jeg har været vidne til. Jeg får tit en klump i halsen, når jeg fortæller,” sagt af en af drengene i midtvejsevalureringen.

Stærke, men sårbare overlevere

Den indirekte måde at fortælle sin egen historie på ser ud til at virke bearbejdende - især for unge, som ikke umiddelbart har mod på at sidde i individuel terapi og huske sin fortid. De fleste er mest indstillede på at glemme og komme videre i deres liv. Men ofte vender fortiden tilbage om natten i form af mareridt.    ”Jeg har lært noget omkring mareridt, f.eks. at jeg kan fortælle mig selv, at jeg befinder mig på et sikkert sted. Man kan godt ændre tankerne og fokusere på noget andet. F.eks. når jeg skal på toilettet om natten og der er skygger – så siger jeg højt: Lad os se, hvem du er, hvis du er modig kan vi slås,” sagde A. i evalueringen.

Flygter ikke for sjov

Et andet formål med gruppeforløbet var, at give drengene en oplevelse af, at de er stærke overlevere og ikke alene om oplevelserne - også kaldet spejling og bevidning og understøttelse af resilience (dvs. modstandsdygtighed): ” Nu kan jeg pludselig se, hvor meget vi har været igennem," og    "Det er godt at vide, at der er andre, der har de samme problemer som mig – at jeg ikke er alene om det,” (Citater fra evalueringen).Den sidste dag i gruppeforløbet blev vidner inviteret til at høre historien om Omid blive læst højt. Vidnerne havde drengene selv valgt. Det var en blandet flok af værger, kontaktpersoner, chefer og den rollemodel, som selv tidligere havde fortalt sin historie til dem.   "Det var godt, at der var nogen, der var interesserede i at høre historien om Omid – det troede jeg ikke”, sagde F.  efter oplæsningen.Det var vigtigt for flere af drengene, at omverdenen fik at vide, at de ikke vælger at forlade deres land og familie for sjov. Det virkede derfor bekræftende på dem, at der var andre, der hørte, at de havde overlevet mange svære udfordringer og at de ikke flygtede for sjov.Læs hele historien om Omid herCitaterne fra evalueringen er anonymiseret, da kilderne ikke har ønsket at optræde med deres egne navne.