Danskundervisning, mentorer og åbenhed er vejen ind på arbejdsmarkedet
Dansk Industri vil gerne have ukrainske flygtninge hurtigst muligt ud på arbejdspladserne, da der er stor efterspørgsel på arbejdskraft. Men det er ikke nok at have viljen, der skal også banes en vej. Oasis er blevet bedt om et bud.
Hvad skal der til for at flygtninge bliver hurtigst muligt arbejdsparate og kan arbejde være vejen til helbredelse?
Det ville Dansk Industri og tillidsrepræsentanternes fælles nyhedsbrev TEKSAM gerne have svar på fra forskellige aktører, som arbejder med flygtninge. Oasis´ bud blev dette:
En vej til helbredelse
Socialrådgiver og familieterapeut i Oasis – Behandling og rådgivning for flygtninge, Tanja Weiss, har gennem 20 år arbejdet med traumatiserede flygtninge og hjulpet nogle af dem med at få en plads på arbejdsmarkedet.
"Og det er rigtigt, at det kan være en del af helbredelsen at komme på arbejdsmarkedet, for hvis man bare sidder derhjemme, har man alt for god tid til at tænke på sin fortid og det, man har mistet," siger hun.
Hun understreger også, at der er mennesker, der er så traumatiserede på grund af tortur, forfølgelse og langvarige fængselsophold, at de reelt ikke kan arbejde.
"Men det er en drøm for de fleste, og for mange er det vigtigste overhovedet at få et arbejde, for jobbet har været en vigtig del af deres identitet."
For mange lykkes det, men dem, der kommer i behandling hos bl.a. Oasis, er meget hårdt ramt, og de har ikke altid de kompetencer, der matcher det danske arbejdsmarked.
"Hvis du har været jurist, journalist eller virksomhedsejer, kan du ikke altid få job på samme niveau i Danmark, fordi din alder, dit helbred, din jobidentitet, dit sprogniveau og din uddannelse ikke altid kan matches til det danske arbejdsmarked," siger hun.
Åbenhed og opmærksomhed
Hun anbefaler virksomhedspraktik som en god indgang til arbejdsmarkedet, men det kræver særlig opmærksomhed fra kolleger og ledelse, for nogle har svært ved at møde nye mennesker.
"Derfor er det vigtigt at være åben, gennemsigtig og imødekommende og gøre opmærksom på, at det er i orden at bede om hjælp, når der er noget, man ikke forstår. Det er også vigtigt at forklare, at det ikke er en katastrofe at begå fejl," siger hun.
Desværre oplever nogle, at praktikken ikke fører til et fast job, og det er et stort nederlag – specielt, hvis det sker flere gange. Rummelighed og tid er ofte nødvendigt, og en mentor er en god idé, for så ved man, at der er én, der har tid og lyst til at forklare det, man ikke forstår.
Selv om mange ikke får deres drømmejob i det danske samfund, er der mange der finder et andet job, som de bliver glade for. Hun nævner bl.a. en afghansk flymekaniker, der har fået job i et værksted, en kvindelig syrisk revisor, der var gennem IGU (integrationsgrunduddannelsen), nu er kontorelev, og en irakisk farmaceut, der arbejder i et bageri. Andre opgiver at få job i egen branche og åbner egne små rengøringsfirmaer eller take away-barer.
"Fælles for dem alle er, at det er vigtigt at komme i arbejde, så de er fri for at være økonomisk afhængige af kommunen,"siger hun.
Tanja Weiss har endnu ikke mødt ukrainere i sit arbejde. Måske fordi de er kommet hurtigt afsted og ikke har de samme traumer, som mennesker, der har været udsat for tortur gennem lang tid.
Rehabilitering og behandling på Oasis er kun en mulighed for borgere i Region Hovedstaden. Dog også for borgere i Region Sjælland, hvis der er tale om familiebehandling, men flere steder i landet findes der behandlingsmuligheder for traumatiserede eller PTSD-ramte flygtninge. Man skal henvises gennem sin egen læge.
Læs hele artiklen her