"Hver gang jeg tænkte på Syrien, så jeg det billede - de tvang mig til at se"

Lilas Hatahet havde håbet på et quickfix, som kunne fjerne hendes mareridt, flashbacks – og ikke mindst konstante uro i kroppen, som stammede fra krigen, fængslingen og senere flugten via Egypten, Tyrkiet, Grækenland og til sidst til Danmark i 2014. Hun kom til Danmark, fordi hun havde hørt, at der kom færrest flygtninge til landet, så mulighederne for job var størst. Det tog 6 måneder at komme igennem asyl-processen, fordi hun som kritisk journalist mod både Assad regimet, Islamisk Stat og oppositionen i Syrien skulle igennem mange asylsamtaler i Sandholm. Til sidst blev hun boligplaceret i Odsherred kommune – langt fra København, hvor det engelsksprogede web-bureau, som hun senere blev ansat i, lå. En socialrådgiver og veninde anbefalede, at hun fik traumebehandling på baggrund af hendes oplevelser som kritisk journalist under det tidlige arabiske forår i Syrien.

Lilas Hatahet var egentligt mest bekymret for sine to sønner på dengang 5 og 7 år, som hun var flygtet alene med. Først til Egypten og siden til Danmark. Især hendes ældste søn led af mange mareridt og angst. Så derfor insisterede hun på, at børnene skulle i behandling.

Pandoras traumeæske

   ”Da vi først fik åbnet Pandoras æske, kom alle vores traumer op,” forklarer Lilas Hatahet, som husker den første tid i Danmark som meget stressende, fordi hun var alene med sine to børn og samtidig arbejdede fuld tid som journalist i København, hvor hun pendlede frem og tilbage for at hente fra fritidshjem, købe ind og lave mad. Krigen i Syrien, som Lilas dækkede på afstand, blussede også samtidig op og mindede hende om fortiden.

   ”Flygtninge er ikke bare flygtninge. De er mennesker med et langt liv bag sig og jeg har lært, at mine reaktioner på krigen var normale og nu kan jeg stole på andre mennesker igen, fx i forhold til at lade andre passe mine børn og ikke smitte dem med min stress”

   ”Det kom helt bag på mig, hvor stresset jeg var og at min krop også reagerede så voldsomt. Først syntes jeg det gik alt for langsomt – især i kropsbehandlingen. Men da jeg lige pludselig fik et kæmpestort blåt mærke på låret og jeg ikke kunne trække vejret, troede jeg, at jeg var ved at få hjertestop, og så begyndte jeg at tage behandlingen mere alvorligt,” griner Lilas. Og tilføjer, at hun hele tiden havde tænkt, når kropsbehandleren sagde; `Træk vejret dybt´, at det kunne da ikke betale hendes regninger, så derfor var hun nødt til at knokle på og havde ikke tid til at slappe af.

Stress smitter - timing hjælper

Lilas Hatahet, som i dag er helt smertefri og stadig arbejder fuld tid som journalist, mener, at timing er det vigtigste for, at behandlingen for PTSD skal lykkes. Ellers er det ”Investment without result .” Hun mener også, at medicinen mod depression og uro har hjulpet hende. Hun har fået større fornemmelse af kontakten mellem sine følelser, krop og psyke. Der er heller ikke så store udsving i hendes humør længere. Hun er blevet mere rolig i forhold til sit arbejde og i forhold til børnene.

   ”Det hjalp virkelig meget at lære at slappe af og trække vejret dybt – og det smittede også af på min måde at være mor på: Jeg skriger stadig nogle gange af dem, men det sagde psykologen er normalt! Jeg følte mig virkelig godt behandlet og fik en oplevelse af, at jeg ikke er den eneste i verden, som har problemer,” forklarer Lilas Hatahet, som også tilskriver sine gode oplevelser med behandlingen, at hun følte sig behandlet som et menneske – ikke bare en flygtning.

Livet i små slurke

Oasis har lært mig at værdsætte små ting og tage en dråbe ad gangen, selvom jeg er meget tørstig og har travlt med at drikke hele livet!"

Lilas Hatahet har også skrevet et bidrag til antologien: Eksil - Nye arabiske stemmer af Rana Zeid m.fl.