Ny forening af bistandsadvokater vil hjælpe voldtægtsofre lettere gennem retssystemet

14.07.2023 |

Foto: Colourbox.dk/Proxima Studio

Mens politiet bliver uddannet i at håndtere voldtægtssager, er det ikke et krav for de advokater, der skal bistå ofrene. Det har fået bistandsadvokater til at grundlægge en ny forening.

Alle, der har været udsat for et seksuelt overgreb, har krav på en gratis bistandsadvokat, der skal give juridisk hjælp. Men det er langtfra alle bistandsadvokater, der er specialiseret i at håndtere voldtægtssager. Mange ofre har derfor haft dårlige oplevelser med deres bistandsadvokat.

Derfor har et udvalg af bistandsadvokater, der primært arbejder i Københavnsområdet, og som er kede af at overtage sager fra mindre passionerede kolleger, grundlagt en ny forening for bistandsadvokater.

   "Vi vil gerne minimere antallet af klienter, der har været ude for en dårlig oplevelse med en bistandsadvokat", siger Helle Hald til Politiken.

Hun er formand for den nye Landsforeningen for Bistandsadvokater og har viet en del af sit liv til at arbejde som bistandsadvokat.

Gennem årene er der ofte dukket eksempler op i medierne med betjente, som har virket mistroiske over for voldtægtsofre. Hvor ofrene under afhøringen er blevet spurgt ind til, om de var udfordrende klædt, eller hvor berusede de var. Der blev derfor igangsat en del initiativer i politiet, som skulle sikre, at ofre ikke følte sig dårligt behandlet.

Samme fokus har der ikke været blandt bistandsadvokaterne. Derfor er det langtfra alle bistandsadvokater, der er lige kvalificerede til at håndtere voldtægtssager.

I Københavns Politi er de glade for, at der er kommet en forening for bistandsadvokaterne, fordi de tror, det vil føre til, at rollen bliver bedre defineret.

   "Vi har igennem vores tid oplevet en række dygtige bistandsadvokater, men også bistandsadvokater som nok ikke har haft jobbet som deres første prioritet", siger Jesper Beuschel, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, og tilføjer:

   "Af og til ringer vores forurettede til deres kontaktperson i politiet, fordi de har svært ved at komme i kontakt med deres bistandsadvokat. Jeg kan ikke sige noget om, at bistandsadvokaten ikke vil snakke med dem, men jeg kan bare konstatere, at de har for travlt, så de forurettede måske ikke altid får den vejledning, de har brug for."

I Voldtægtsofres Vilkår hører de, at ofrene har meget blandede oplevelser med bistandsadvokater. Derfor mener de også, at det burde kræve en form for specialuddannelse at arbejde som bistandsadvokat.

   "Det at være bistandsadvokat er ikke en beskyttet titel. Det kan være meget tilfældigt, hvem man får. Det kan være en, der er specialiseret i ejendomsret. Og det er ret problematisk, fordi voldtægtsområdet er så kompliceret", siger Liva Agger fra Voldtægtsofres Vilkår.

Hele retssystemet

Mange ofre for voldtægt bliver tilknyttet et af landets centre for seksuelle overgreb. I Center for Voldtægtsofre i Aarhus forekommer det, at de har klienter, der er kede af det forløb, de har haft med deres bistandsadvokat, fortæller Cecilie Marie Nielsen, der er tilknyttet centeret som autoriseret psykolog. Det kan påvirke offerets forløb på flere måder.

   "Dels kan en bistandsadvokats forståelse af eksempelvis traumereaktioner få betydning for sagen på den måde, at advokaten kan kvalificere den viden, som bliver indsamlet hos politiet. Og derudover kan den viden gøre, at der bliver taget hensyn til offeret i en situation, som kan opleves enormt grænseoverskridende og næsten retraumatiserende".

Hvis ikke man har den rigtige viden om traumereaktioner, kan det ifølge vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich også have konsekvenser for, hvordan man vurderer troværdigheden af den forurettedes forklaring i retten.

   "Mange af de adfærdsmønstre, man kan se hos forurettede, har været tolket forkert, fordi vi i retssystemet ikke har været dygtige nok til at forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde, når de har været udsat for et traume", siger hun.

Derfor er det ifølge Gyrithe Ulrich vigtigt, at alle i retssystemet er opmærksomme på at støtte ofrene og vejlede dem mest hensigtsmæssigt.

Oasis fører ikke statistik over voldtægtsofre blandt vores patienter, men vi ved at en en stor del af dem har været udsat for voldtægt en eller flere gange.