Evaluering af 3-årigt Modelprojekt for traumatiserede flygtninge viser gode resultater
28.08.2019 | Af: Tanja Weiss
Oasis har bidraget med metoden Model Hel Familie til et stort anlagt modelprojekt, som har krævet tæt samarbejde mellem kommuner, styrelse og private aktører i tre år. Det er første gang, at et så omfattende og helhedsorienteret projekt for flygtningefamilier er blevet evalueret med så mange tværgående indsatser på så stort et datagrundlag.
SIRI (Styrelsen og International Rekruttering og Integration) har netop løftet lidt af sløret for resultaterne af indsatsen for traumatiserede flygtningefamilier fra 2015-18 i fire forsøgskommuner. COWI har stået for evalueringen af indsatsen, som har bestået af fem redskaber: 1. Opsporing og identifikation af relevante familier2. En ny tværfaglig samarbejdsmodel3. Afprøvning af to nye behandlingsmetoder 4. Evaluering via det evidensbaserede dialog- og evalueringsredskab FIT (Feedback Informed Treatment). 5. Effektmåling og kvalitative interviews med medarbejderne fra de fire kommuner, som har modtaget undervisning i metoderne fra Oasis og I-Net - og ikke mindst med familierne, som det hele har været afprøvet på.Rapporten er endnu ikke offentliggjort, så resultaterne er foreløbige, og der kan endnu ikke siges noget om, hvordan projektet videreføres. Men de kommunale medarbejdere, som fik præsenteret resultaterne kunne blandt andet bekræfte, at metoderne fra Model Hel Familie og FIT stadig bruges - ikke kun til flygtningefamilier, men også til danske familier med stress eller traumer. "Metoderne er geniale! Vi kan bruge mange af øvelserne, legene og dialogredskaberne til alle familier. Men det er vigtigt samtidigt at have fokus på værdier, opdragelse og ligestilling i flygtningefamilierne. Den helhedsorienterede tilgang har givet os mindre berøringsangst over for de kulturelle barrierer - og det er vigtigt at komme igang med det med de nye flygtningefamilier," siger Khaled, pædagog og familieterapeut fra Gribskov kommune og med flygtningebaggrund fra Libanon.
En organisatorisk succes
71 myndighedspersoner og 314 frontmedarbejdere er blevet opkvalificeret til at opspore og identificere mulige traumer. Tre kommuner har fået etableret en samarbejdsmodel, som er forankret i beskæftigelses- og socialforvaltninger og/eller familiecentre. Én kommune har videreført en allerede velfungerende samarbejdsmodel. "Selvom der har været mange udfordringer, uden for projektets kontrol, har der samtidig også været meget fokus på at løse dem - sammen, " vurderer kontorchef fra SIRI.COWI nævner også udfordringer med rekruttering og fastholdelse af flygtningene, da mange lider af mistillid til myndighederne og stor frygt for, at deres børn skal blive fjernet af myndighederne, hvis de fortæller om udfordringer i familien. Sygdom, kroniske traumer og opsporing og identifikation af flygtninge, som ikke længere var i integrationsprogram, var andre årsager til en faldende deltagelse og fastholdelse.Effekt på traumesymptomer, relationer - og børn!
Evalueringen viser, at for de voksne flygtninge har indsatsen især virket i forhold til at mindske deres natlige mareridt, problemer med koncentration og med at falde i søvn. Andelen af voksne i `høj risiko for at være traumatiserede´ er således blevet halveret. Når de voksne bliver spurgt om indsatsen har haft effekt i forhold til, hvordan de taler om deres problemer med deres ægtefælle, viser målingen, at indsatsen har stor effekt fra første til sidste session. Andelen der svarer ja til, at de er blevet gode til at tale med hinanden om deres problemer, er blevet øget med en tredjedel. Det samme gælder i forhold til børnene; de spørger nu forældrene til råds, når de har problemer eller udfordringer. Generelt viser børnene størst og hurtigst udvikling i effekt på indsatsen. Efter få sessioner melder de i effektmålingen (FIT) om meget bedre trivsel.Oasis' metode Model Hel Familie har både haft fokus på individuelle traumer og individuel håndtering af symptomerne OG på dialog mellem ægtefæller og forældre til børn, da Oasis' erfaring er, at mange flygtninge med traumer forsøger at skjule deres symptomer for børnene eller ægtefælle, eller kommer til at tale for direkte og ufiltreret om dem til børnene. I følge forskning er begge dele skadelige for børn, og derfor har fokus været på at hjælpe forældrene til at tale med børnene om, hvad de har været udsat for på en måde, så børnene hverken bliver bange for, at deres forældre er ved at dø, eller at det er deres skyld at "mor er ked af det".Foreløbige konklusioner
Evalueringen viser blandt andet:- At indsatsen har haft en samlet positiv effekt for de flygtninge, som har gennemført ti sessioner og/eller et planlagt afsluttet behandlingsforløb
- Et positivt resultat af behandlingen peaker ved ottende session
- Opbakning fra kommunalbestyrelse, organisation og samarbejdsmodel er afgørende for den effektive indsats
- Efteruddannelse i nye metoder er afgørende for behandlere og frontpersonale, der skal identificere traumatiserede flygtninge
- Opsporing, rekruttering og fastholdelse af traumatiserede familier er en stor udfordring
- Tillidsskabelse til myndigheder og behandlere er helt centralt
- Problemer, der blokerer for effekt og fastholdelse: Sygdom, svære traumer, begivenheder i hjemlandet, usikkerhed om økonomi, opholdstilladelse og frygt for tvangsfjernelse af børn.