Hvad andre tænker, er ikke altid det rigtige

Oasis havde forleden besøg af Aida fra fortællerkorpset fra SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration). Hun  kommer fra en afghansk delvist traditionel og delvist religiøs familie, men er født og opvokset i Danmark, som ældste søster i en flok på fire, heraf to ældre brødre og en yngre søster. Hendes far var flygtning fra Afghanistan og havde knoklet for at klare sig i Danmark med godt job, godt ry og familie. Men han var også meget optaget af at bevare det gode ry og hvad andre i det afghanske miljø tænkte om dem som familie og af at hans børn "gik den lige vej" udenom kriminalitet og kærester før ægteskabet.

Far gik helt vildt op i, hvad andre tænker

Derfor kom alle børn i en muslimsk friskole, også Aida, indtil hun begyndte i gymnasiet. Men selvom hun gik i en muslimsk friskole, levede hun et dobbeltliv som 13-14-årig med kæreste og makeup og veninder uden tørklæde. Det opdagede hendes far og han blev så vred, at han sparkede hende i ansigtet og tog hendes mobil fra hende - og til sidst tog han hende også ud af skolen. Han kontaktede også hendes kærestes far, som kvitterede med at banke sin dengang kun 16-årige søn sønder og sammen.

Hun blev herefter kontrolleret, fulgt af sin mor til skole, havde intet fritidsliv og blev holdt øje med på en måde, som gav hende svære psykiske mén, som minder om PTSD: 

   "Jeg var hele tiden på vagt, kiggede mig over skulderen, men værst af alt: Jeg holdt mit liv og mine følelser skjult for mine forældre og prøvede grænser af i endnu højere grad end, hvis de ikke havde haft så meget mistillid til mig", siger Aida, som i dag er en veluddannet kvinde, gift og har to børn - og stadig muslim. 

Aida fortæller, at det først i gymnasiet gik op for hende, at det ikke var normalt at være så mistænksom og blive kontrolleret så meget. Hun forsøgte at være som de andre unge og kunne se, at selvom de gik i byen, drak alkohol og måtte være ude til sent om natten, så kunne de samtidig  godt passe deres skole og leve stabile liv. De blev heller ikke prostituererede, kriminelle eller narkomaner, fordi de havde kærester uden at være gift.

Jeg var den første pige i min familie, der gik imod kulturen. Og det havde store konsekvenser for mig, så jeg kunne til sidst ikke holde ud at bo hjemme pga. konstante skænderier med min far. Derfor flyttede jeg hjemmefra allerede som 18-årig.

Men det var for svært at være alene uden støtte på et kollegieværelse, hvor alle andre fik mere hjælp af deres forældre, så Aida vendte hjem igen, fordi ingen hjalp hende i processen. Det holdt hende dog ikke tilbage fra at forsøge igen som 20-årig, hvor hun så blev den første kvinde i familien, der boede for sig selv uden at være gift, men stadig var igang med at studere og selvstændiggøre sig. Siden har flere kusiner fulgt hendes eksempel - med hjælp fra deres forældre - og ingen er endt som prostiturede eller i kriminalitet.

Alt hvad jeg gør, falder tilbage på forældrene

Rygter og snak om unge mennesker fylder meget i mange afghanske og muslimske miljøer, vurderer Aida. Fordi mange lever efter forestilingen om, at skylden for de unges opførsel, kan føres tilbage til forældrene:

   "Det var ikke kun hvad jeg lavede, der var i spil - også min lillesøsters ry. Det betød, at hun blev en overpleasende person, som fandt sig i den psykiske og sociale kontrol - uden at gøre oprør, som jeg gjorde. Men jeg har betalt en høj pris for det," siger Aida, som ville ønske, at hun havde haft en voksen at støtte sig til, istedet for selv at skulle opsøge en psykolog:

   "Jeg har haft depression, angstanfald og mareridt om mørke mænd, der var efter mig. Jeg blev bange for at tage taxier hjem eller køre i Metro, fordi jeg blev bange for at blive genkendt af nogen fra min fars omgangskreds."

At lære sig selv at kende gjorde en forskel

Men det hele ændrede sig, da Aida blev mor. Hun indså, at hendes handlingsmønstre i form af konstante løgne og mistrivsel ville præge hendes barn.

   "Selvom jeg ville ønske, at jeg havde taget samtalen op med min familie langt tidligere, så havde jeg hverken styrken eller ressourcerne til at gennemføre det. Men nu var det nødvendigt, for mit barn skulle se mig for den, jeg var. Jeg ville ikke bære to masker mere, så jeg tog et selvudviklingskursus, som gav mig redskaberne til at tale med min familie."

Efter kurset følte jeg, at jeg endelig kunne tage ejerskab over mit eget liv og være mig selv, og med tiden lærte min familie at acceptere det.

Tal med forældrene og de unge - det betaler sig

Aida har siden uddannet sig til coach og hjælper nu andre unge og deres forældre med at tale om, hvilke konsekvenser negativ social kontrol kan have og hvordan hun selv tog hul på samtalen med sin far,da hun selv fik børn. Hun anbefaler alle fagpersoner, der kommer i kontakt med unge, ikke kun at tale om fortiden, men også give redskaber til, hvordan de kan tale med deres forældre om det, så de kan få styrken til at være sig selv og samtidig bevare kontakten til familien - uden skyld, skam og svære psykiske mén, som følge.