Flere flygtninge får jobs i Danmark

17.12.2017 | Af: Tanja Weiss

Personer fra de såkaldte tredjelande fylder stadigt mere på det danske arbejdsmarked.Det viser en undersøgelse foretaget af Nykredit, skriver Berlingske.

Ifølge undersøgelsen er situationen i øjeblikket den, at den udenlandske arbejdskraft fra tredjelande for første gang stiger mere end den fra EU-landene.Nykredit har undersøgt udviklingen i beskæftigelsen for udenlandske statsborgere i Danmark på baggrund af tal fra Jobindsats.Cheføkonom i Nykredit, Tore Stramer, fremhæver til Berlingske, at tallene viser, at den danske økonomi og ikke mindst det nuværende opsving er dybt afhængigt af arbejdskraft fra andre lande.   "Det er bestemt et plus, at virksomhederne har haft succes med at ansætte arbejdskraft fra tredjelande i takt med, at tilstrømningen af arbejdskraft fra EU er løjet af. Det mindsker risikoen for mere udtalte og alvorlige flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked," siger Tore Stramer.Analysen viser helt præcist, at antallet af personer i job fra tredjelande er steget med 8460 personer over det seneste år.I samme periode er den udenlandske arbejdskraft fra EU-landene kun steget med 6250 personer. Det er særligt rengøringsbranchen, hoteller og restauranter samt sundheds- og socialvæsenet, der ansætter den udenlandske arbejdskraft fra tredjelande.I analysen fra Nykredit kan man også se, at den udenlandske arbejdskraft samlet set er kommet op på 245.000 personer, hvilket er rekord.Det er ikke muligt at se, hvilke lande uden for EU den nye arbejdskraft præcis kommer fra. Men en stor del kommer fra Syrien, mens der også er en pæn fremgang fra lande som Somalia, Ukraine og Tyrkiet, skriver Berlingske.