Skoleskift, mors ihærdighed, og fars udvisning gav mig en fremtid i Danmark

Aydin Soei har holdt oplæg i Oasis og fortalt sin personlige historie om flugten fra Iran som barn med sin mor og familiesammenføring med sin far i Danmark. Krigen, flugten og tiden i Danmark havde imidlertid ændret hans far radikalt. Han havde været politisk leder af det regionale kommunistparti i Iran i 1970´erne, som ønskede at vælte den daværende amerikansk orienterede leder Shahen. Men han endte med at måtte flygte fra det shia-muslimske styre med Ayatollah Khomeini i spidsen - selvom kommunisterne havde hjulpet Khomeini til magten. Flugten gik gennem Uzbekistan, en tidligere sovjetisk stat, inden han kom til Danmark. I Uzbekistan lykkedes det hans mor at få en bachelorgrad i fysik, inden hun blev sammenført med sin mand i Danmark.  

Faktisk insistererede min mor på at gøre sin uddannelse færdig, inden hun kom til Danmark, fordi hun kom fra en familie af analfabeter, men hvor alle børn fik en uddannelse, fordi hendes forældre støttede dem til det

Det fortæller Aydin Soei, mens han også beskriver, hvordan hans mor var nødt til at arbejde i en traktorfabrik samtidig for at have råd til at studere og passe lille Aydin på tre år.    

   "I Danmark tog det til gengæld ti år og en samtale hos borgmesteren før min mor blev færdig som ingeniør på DTU," forklarer Aydin Soei om, hvordan hans mors ihærdighed og et godt råd fra en sagsbehandler, hjalp hende til som den første udenlandske kvinde i Avedøre Stationsby syd for København at gennemføre 9. kl., gymnasiet og ingeniøruddannelsen i 1980´ernes Danmark. Dengang forventede  sagsbehandlerne ikke, at udenlandske kvinder ville uddanne sig, men hellere blive hjemme og passe børn på kontanthjælp.  

Min far havde hverken eksamenspapirer eller samme ihærdighed med at læse dansk og finde arbejde. Han havde svært ved at acceptere, at hans kamp for et bedre samfund var blevet knust, da han så, at der også var fattige i Sovjet og Uzbekistan

Så han blev bitter og begyndte at drikke og skælde ud på danskerne og sagde, at de alle var racister, selvom han i starten havde sagt til Aydin, at Danmark var det tætteste man kunne komme på et kommunistisk eller lighedsorienteret land.  

Min mor sagde, at jeg ikke skulle lytte til min far, men selv gøre en indsats for at få en uddannelse

Skole- og forventningsskift

Men Aydin havde svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi han var bange for, hvad hans far ville gøre ved hans mor, når han ikke var hjemme.    

   "Vi kom på krisecenter flere gange, fordi han slog min mor og smadrede vores hjem, men ingen spurgte mig i skolen, hvordan det gik derhjemme - heller ikke efter jeg kom tilbage fra flere ugers ophold på krisecenter!" Det siger Aydin Soei samtidig med han også fortæller, hvor vred han var på både sin mor og far over, at hun ikke gjorde mere for at slippe af med hans far og fordi faren blev ved med at opsøge hende - også efter at de var flyttet til en anden kommune og Aydin havde skiftet skole.  

    "Jeg kom fra en skole i Avedøre, hvor næsten alle var brune og det forventedes, at man sloges, at det var sejt at være i bander og de seje var småkriminelle. I Gladsaxe skole var jeg den eneste brune og læreren forventede faktisk noget af mig - hun endte med at indstille mig til gymnasiet."

Det havde Aydin ikke regnet med - han ville hellere ud at arbejde og tjene penge, men fandt ud af, at som studerende betød det ikke så meget med en plettet straffeattest.    

 Jeg åndede først lettet op, da min far kom i fængsel for et mord på en iransk ven af familien.  Min mor blev først helt rolig, da han blev udvist for drabet. Da fik vi begge fred til at studere og ikke være bange!

Men familien fik aldrig tilbudt krisehjælp, som familien, hvis mand, hans far havde slået ihjel. Aydin fortalte heller aldrig nogen om sin far, fordi han ikke ville være "morderens søn". Han skammede sig og blev også pålagt af sin mor ikke at tale om sin far. Det var først, da han selv blev far, at han begyndte at skrive sin egen personlige historie til sin søn, mens han gik på barsel.  Bogen hedder "Forsoning" fra forlaget Tiderne Skifter. I forordet skriver han til sin søn:     

Hvis det ikke var for mine forældres rejse til Danmark og den nye eksiltilværelses forgrenede veje, ville drabet ikke have fundet sted. Uden min fars mislykkede liv i eksil, som en del af ligningen, giver hans forbitrelse og hans søns forsøg på at forsone sig med hadet og fortiden ingen mening. Hvis mine forældre havde valgt et andet land som deres eksil, ville jeg have været et andet menneske, og du ville ikke være blevet til