Krig og flugt er ikke børns skyld...men det tror de

   "Hvad børn ikke ved...har de ondt af" - og tror, de er skyld i, kunne man tilføje til titlen på Karen Glistrups bog fra 2002, som hun for et par år siden har revideret gennemgribende.Karen Glistrup var inviteret til oplæg for Oasis´behandlere i denne uge. Hun fortalte om sine erfaringer fra psykiatrien, hvor fokus generelt har været på den voksne patient, men de fleste er også forældre til børn, som ikke altid får den hjælp, som de har brug for til at forstå, hvorfor deres forældre kan ligge hele dagen på sofaen og græde eller blive pludseligt vrede uden anledning.    "Det kan få mange børn til at tro, at det er deres skyld, at mor eller far har det så dårligt," forklarer Karen Glistrup og viser en tegning, som en tre-årig har lavet sammen med sin mor og far. Mor har lyn ud af munden, mens hun skælder ud på hendes far, hvor hun selv sidder i midten og græder.Den skyld vil Karen Glistrup gerne lette børnene for og derfor har hun skrevet bogen "Snak om det...med alle børn", som kan hjælpe behandlere i psykiatrien og andre steder med at tale med børn og forældre om, hvordan man kan sætte ord og mening bag psykiske tilstande. Men det kan ofte være svært at få pårørendeperspektivet ind hos behandlere, der primært ser den voksne og dennes perspektiv.

Smertevikarer

  "Vi skal turde tage den smerte at opdage, hvad der er på spil - ellers er det børnene, der tager den," siger  Karen Glistrup og opfordrer alle behandlingscentre til at have mere fokus på pårørende - også ægtefæller og andre tætte relationer, som ofte længe før indlæggelser og behandling har kæmpet med skyld og skam.   "Vi skal hjælpe børnene med at komme i kontakt med, hvordan de har det og få kontakt med forældrene, så de kan forklare deres børn, hvordan de har det og at det ikke er deres skyld, at de har det så dårligt - det kan forebygge at børnene senere selv får det psykisk dårligt og skal i behandling for sekundær traumatisering," påpeger Karen Glistrup, og opfordrer til, at Oasis har endnu mere fokus på samtaler med forældre og børn om, hvordan de kan bryde tabuet om, at krig påvirker menneskers tanker og følelser - selv mange år efter.   "Børnene skal bare med og lytte til det, der bliver sagt, så de bagefter i familien kan tale om det. De skal ikke udspørges og derefter stilles til mere ansvar end de allerede tager," understreger Karen Glistrup, som af og til møder børn, som nu er voksne, og som takker hende for at have hjulpet med at sætte ord på deres smerte, så de ikke følte, at de stod helt alene med ansvaret for deres forældre.