"Når du er flygtet, bliver der ved med at være noget indeni, som mangler."

Han bærer Libanon i ikke bare sit hjerte, fordi det var det hjemland, han flygtede fra. Han bærer det også i sin krop, for den husker tiden, hvor han var krigsbarn.

44-årige Hassan Chour følger bombardementerne af Libanon på sit tv i rækkehuset i Holbæk.

Han er flyttet ind for kort tid siden, så her er stadig sparsomt møbleret. Han flyttede hertil fra København for at give sit nervesystem ro.

Han begynder klokken 7 med TV Avisen, og gennem dagen følger han livedækningen.

Først var der bombardementer af Beirut, hvor han boede som barn, og tidligere på ugen nyhederne om, at Israel nu også har landstyrker i det sydlige Libanon.

   "Dækningen af angrebene har været stor, men i dag var det kun et par minutter. Det er allerede blevet hverdag," siger han.

   "Det er tredje gang i min levetid, at mit land bliver invaderet. Det er, som om historien gentager sig. Det gør sgu ondt at se."

Hver dag er han i kontakt med sine forældre, som bor tæt på ham. Familien har venner og familie i Libanon. I sidste uge var der to dage, hvor faren ikke kunne komme i kontakt med sin lillebror, som bor i den sydlige del af landet. De var flygtet.

  "Jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn, der oplever krigen dernede. Både hvad de oplever nu, og hvad det betyder for resten af deres liv. Jeg bliver vred, frustreret og opgivende. Jeg synes, at det er unfair. Det føles som at råbe gennem vand."

Hassan Chour har en stor kærlighed til Libanon.

  Jeg elsker Libanon. Duften af Libanon, smagen. Hassan Chour lukker øjnene.

De husker en tid med håb

Den anden dag stod »hende den seje fra DR« og rapporterede fra havnepromenaden i Beirut. Hassan Chour husker den havnepromenade. Der tog hans far ham med ud for at løbe, da de boede i byen.

   Jeg hørte slet ikke, hvad hun sagde, for jeg kunne kun se brisen i palmerne. Den der brise, den husker jeg"

   "Når du er flygtet, bliver der ved med at være noget indeni, som mangler. Det land, du mistede," siger han.

Hassan Chours forældre voksede op i Libanon lige efter selvstændigheden fra Frankrig. De husker en tid med håb, hvor Beirut var Mellemøstens Paris.

Selv boede han i Beirut, til han var 10 år gammel. Det var under borgerkrigen. Faren flygtede, men moren, Hassan og hans søskende kunne først ikke komme med. Han husker beskyttelsesrum og bomber.

   "Vi kunne høre, når missilerne var på vej. Vi kunne høre, når de ramte. Vi kunne mærke skrækken. Det var hele tiden et sats, om man skulle gemme sig det samme sted eller rykke videre til det næste," siger Hassan Chour, som fortæller, at han mistede en søster under et bombardement.

Han er taknemmelig for livet i Danmark

Danmark reddede jo vores liv," siger han.

Men hans liv her har langtfra været snorlige. Hassan Chour fortæller, at han klarede sig godt i skolen og blev student, men han blev også del af et hårdt kriminelt miljø, begik væbnet røveri og har afsonet flere lange domme.

Da han var midt i 30’erne, lagde han sit liv om og blev kok. Han fortæller, at han har arbejdet med flere stjernekokke.

Men han havde hele tiden en indre uro. Han forstod ikke, hvorfor han kunne blive så vred.

Andre bliver sure, men Hassan Chour blev rasende. Og så var der mareridtene, der ødelagde hans nattesøvn.

Så foreslog en læge, at han skulle på behandlingsstedet Oasis, som behandler flygtninge med traumer. Det havde ingen nævnt før, og i arabisk kultur er traditionen også, at man klarer det i familien.

Hassan Chor fik konstateret PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) og er nu i behandling.

   "De er virkelig dygtige. De sagde, at jeg tikkede alle boksene af, jeg havde alle symptomer."

De havde set det hele før, at krigen raser i dig mange år efter."

Fætteren mistede et øje

Hassan Chour er både vred, sorgfuld og frustreret over situationen i sit hjemland. Han har en stærk følelse af uretfærdighed. En følelse af, at ingen lytter til det libanesiske folk.

Hans udlægning af det, der sker, er sådan her: Vesten har efter Anden Verdenskrig dårlig samvittighed over for jøderne, og derfor lader man Israel gøre hvad som helst.

   "Det føles, som om vi står i en skolegård, og der er en, der holder en anden, så folk kan tæve ham. Det er USA, som holder, og så kan Israel bare tæve løs. Det virker som en ulige kamp."

Hassan Chour oplever, at libanesiske og også palæstinensiske liv bliver vejet på en anden vægt end andre liv.

   Det er sådan en kolonitanke, som om vi er mindre værd end andre."

Han forstår ikke, at Vesten reagerede så skarpt, da Rusland gik ind i Ukraine, men at de blot ser til, når Israel går ind i Libanon.

Men er det ikke, blandt andet fordi der i Libanon er Hizbollah, en milits, der har som mål at udslette Israel, og som har sendt missiler ind i Israel?

   "Jo, og det skulle Hizbollah ikke have gjort. Israel er en overmagt, og så det går ud over den libanesiske befolkning," siger Hassan Chour.

Han forklarer, at familien er shiamuslimer og derfor sympatiserer med Hizbollah. Faktisk var hans fætter en af dem, der kom til skade, da et koordineret angreb fik personsøgere hos Hizbollah-medlemmer til at eksplodere. Fætteren mistede et øje og ligger på intensiv.

   "Men jeg har ikke lyst til at tage parti. Jeg er pro Libanon og pro det libanesiske folk. Jeg ville ønske, at Hizbollah kunne eksistere, at Hamas kunne eksistere, og at Israel kunne eksistere."

Hassan Chour taler hurtigt. Som om tankerne går både den ene og den anden vej.

   "Jeg vil ikke pege fingre ad nogen. Man skal også huske, hvorfor Hizbollah opstod. Det var under borgerkrigen, hvor Israel havde invaderet Libanon. Så lavede muslimerne Hizbollah, og de lavede et velfærdssamfund, så de har også gjort gode ting."

Så hvis jeg spørger, om Libanon ikke selv er uden om det, når Hizbollah skyder på Israel, hvad svarer du så?

   "Det er tricky. Jeg støtter ikke krig og terrorisme, og jeg bekymrer mig først fremmest om befolkningen i Libanon. Jeg ved, hvor lang tid det tager at opbygge et land, der er blevet bombet. Jeg er enig i, at det libanesiske folk skal forsvares, når de bliver invaderet, og hvem gør det ud over Hizbollah? Men jeg er ikke enig i, at man bare skyder på må og få, og at det går ud over civile. Om det er Hizbollah, Iran, USA eller Israel – jeg bliver nok lynchet for at sige det her, for mange mener, at man bør vælge side."

Hassan Chour ryster lidt på hovedet.

   "Jeg har ikke svarene," siger han.

Men had avler had, og jeg frygter, at flere unge bliver radikaliseret, når Israel bare får lov at bombe."

Lige nu har Hassan Chour svært ved at se vejen videre.

Artiklen er skrevet af Kirsten Nilsson og bragt i Politiken den 5. oktober 2024.