Oasis modtager mennesker med varme, respekt, håb - og humor
Psykologpraktikant Hannah Kazmi Høgsbro på sin faste udkigspost til modtagelsen i Oasis. Foto: Oasis
Sådan sagde psykologpraktikant, da hun sluttede sin praktik efter 14 uger i Oasis, hvor hun var med i alle rum i den tværfaglige behandling. Og havde sin faste plads og udkigspost til modtagelsen bag receptionen
"Behandlingen er på patienternes præmisser. Det synes jeg har været kendetegnende for alle de kroge, jeg har set af Oasis; at den samme respekt og hensynsfuldhed over for patienten går igen alle steder – også i sekretariatet ved indgangen, som jeg har fået lov til at være en lille del af."
Man taler meget om, at modtagelsen er afgørende for flygtninge; det har jeg kunnet se helt konkret i receptionen og sekretariatet:
Her bliver alle modtaget med varme, genkendt med fornavn, og der bliver også lavet sjov med dem, som kommer ofte - det tror jeg, er en vigtig del af den mere eller mindre synlige organisationslim.
"Det indblik jeg har fået i det tværfaglige arbejde er det særlige, jeg tager med mig fra Oasis. Det udgør en central del af Oasis´ identitet og behandling, " siger Hannah Kazmi Høgsbro, og tilføjer, at derfor har hendes indblik i kropsterapien og socialrådgivningen været særligt interessant og øjenåbnende.
Jeg har bl.a. lært om underspændt og overspændthed og fået et juridisk fundament at forstå forhold som opholdstilladelse og hjemsendelser ud fra.
Traumeterapi tager tid og kræver tillid
Hannah synes, at det har været både trygt og lærerigt og givet plads til forskellige løbende refleksioner at følge det psykoterapeutiske arbejde omkring fx alliance, overføring, modstand. Og det har været lærerigt at se i praksis, hvordan traumeeksponering og traumeterapi er noget, der kræver adskillige indledende sessioner med først alliance- og tillidsopbygning.
At se jer veksle mellem støttende, psykoedukerende og mere terapeutisk arbejde, og hvornår hvad lader sig gøre. Det giver mere mening for mig nu.
Meningsfuldheden, kollegaskabet og bålet
"Noget, jeg har oplevet, der går igen i alle rum på tværs af behandler og metode, er den investering og den empati, I udviser for jeres patienter, og som er meget beundringsværdigt i lyset af alle de forhindringer, patienterne er omgivet af, både bagudrettede, traumer, men også fremadrettet, systemer. Man mærker en energi og et engagement, når man træder ind i Oasis.
Det vidner om håb, og det håb er også et, som fællesskabet bærer. Jeg forestiller mig et bål, der brænder, uagtet om man tager de enkelte pindebrænde ud af bålet. Hvis man hiver en pind ud, vil man kunne tænde ilden i den igen i den store ild.